Da 1980’ernes mest toneangivende britiske indieband pludselig lukkede og slukkede i 1987, efterlod de en hel generation af fans i chok. The Smiths nåede kun at eksistere i fem intense år, men deres aftryk på musikhistorien var allerede massivt. De fire knægte fra Manchester havde skabt et unikt lydbillede drevet af melankolske tekster, ringlende guitarer og en uforlignelig rytmesektion. Men spændingerne internt, især mellem frontmand og tekstforfatter, og bandets musikalske arkitekt og guitarist, nåede et bristepunkt. Da bruddet blev en realitet kort før udgivelsen af deres fjerde og sidste studiealbum, “Strangeways, Here We Come”, var det slutningen på en æra. Men for de enkelte medlemmer var det blot begyndelsen på nye, vidt forskellige og til tider yderst turbulente kapitler i deres liv. Deres veje skiltes på dramatisk vis, og de efterfølgende årtier bød på både enorme solosucceser, bitre retssager og uventede musikalske samarbejder.
Morrissey: Solokarriere, kultstatus og kontroverser
Steven Patrick Morrissey spildte ikke tiden efter The Smiths’ kollaps. Allerede i 1988 udgav han sit første soloalbum, “Viva Hate”, som strøg direkte til tops på de britiske hitlister. Med sange som “Suedehead” og “Everyday Is Like Sunday” beviste han hurtigt, at han kunne bære sin egen karriere uden sin faste sangskrivermakker. Gennem 1990’erne og op i det nye årtusinde cementerede han sin status som en af Storbritanniens mest unikke solokunstnere med anmelderroste album som “Vauxhall and I” fra 1994, der af mange betragtes som hans absolutte mesterværk, og comebacket “You Are the Quarry” fra 2004.
Morrisseys karriere har dog aldrig været uden drama, og med årene er dette drama kun taget til. Han har konsekvent været en polariserende figur i offentligheden. Hans kompromisløse holdninger til dyrerettigheder og vegetarisme, som allerede kom kraftigt til udtryk i The Smiths-klassikeren “Meat Is Murder”, har ført til stramme forbud mod kød til hans koncerter og skarpe udfald mod alt fra fastfoodkæder til den britiske kongefamilie. I de senere år har hans udtalelser om britisk politik, immigration og national identitet i stigende grad overskygget hans musikalske bedrifter og skabt stor debat blandt både dedikerede fans og musikkritikere. På trods af dette fastholder han en enormt passioneret, global fanbase, især i lande som USA og Mexico, hvor hans sange om fremmedgjorthed, hjertesorg og isolation resonerer utroligt dybt. Hans solodiskografi tæller i dag mere end et dusin studiealbum, og han turnerer stadig intensivt over hele verden, når helbredet og omstændighederne tillader det.
Johnny Marr: Guitarguden som nægtede at stå stille
Mens Morrissey prompte søgte rampelyset som frontmand og solostjerne, valgte Johnny Marr en helt anden og mere afdæmpet tilgang efter bruddet. Marr var træt af det kolossale pres, berømmelsen, og de konstante forventninger, der fulgte med at være drivkraften i The Smiths. Han søgte i stedet mod nye samarbejder og ukendte musikalske græsgange. Han dannede hurtigt supergruppen Electronic sammen med sangeren Bernard Sumner fra New Order, hvor de med stor succes blandede klassisk indierock med melodisk og elektronisk dancemusik. Deres debutalbum og singler som “Getting Away with It”, hvor også Pet Shop Boys’ Neil Tennant medvirkede, blev store internationale succeser.
Gennem de næste årtier blev Marr en af musikbranchens mest respekterede og eftertragtede lejesvende og bandmedlemmer. Han spillede og indspillede med giganter som The Pretenders og The The. I 2000’erne overraskede han mange i musikverdenen ved officielt at slutte sig til det amerikanske indierock-band Modest Mouse. Han skrev og indspillede albummet “We Were Dead Before the Ship Even Sank” med gruppen, som imponerede ved at gå direkte ind som nummer et på den amerikanske Billboard-liste. Senere blev han også et fuldbyrdet medlem af det populære britiske rockband The Cribs for en kort stund.
Det var først i 2013, at Johnny Marr for alvor valgte at træde frem som soloartist under eget navn med albummet “The Messenger”. Siden da har han udgivet en række stærke og anmelderroste soloalbum, hvor han ubesværet påtager sig rollen som både sanger og guitarist. Udover sin omfattende karriere i rockmusikken har Marr også skabt sig et stort navn inden for filmmusik. Han har samarbejdet tæt med den legendariske tyske komponist Hans Zimmer på prisvindende soundtracks til blockbustere som “Inception”, “The Amazing Spider-Man 2” og James Bond-filmen “No Time to Die”, hvilket til fulde understreger hans enorme musikalske rækkevidde og evne til at forny sig selv.
Andy Rourke: Den usungne helt og det tragiske tab
Bassisten Andy Rourke var manden, der skabte de uhyre melodiøse og dybt originale baslinjer, der fungerede som den dunkende rygrad i The Smiths’ lyd. Tiden umiddelbart efter bandets opløsning var kaotisk for Rourke, der længe havde kæmpet med et alvorligt stofmisbrug – et problem der allerede havde skabt alvorlige gnidninger i bandets sidste levetid og førte til, at han kortvarigt blev fyret. På trods af den turbulente afslutning spillede han faktisk på nogle af Morrisseys tidligste soloudgivelser sammen med The Smiths-trommeslageren Mike Joyce.
Rourke formåede at lægge sine dæmoner bag sig og forblev en utroligt aktiv og højt respekteret musiker gennem hele sit liv. Han turnerede og indspillede musik med stærke kunstnere som Sinéad O’Connor, The Pretenders og Badly Drawn Boy. I 2005 dannede han bandet Freebass sammen med to andre legendariske Manchester-bassister, Peter Hook fra Joy Division og New Order samt Mani fra The Stone Roses og Primal Scream. Et årti senere dannede han den elektroniske rockgruppe D.A.R.K. sammen med den talentfulde sangerinde Dolores O’Riordan fra The Cranberries.
Forholdet til de tidligere bandkammerater fra The Smiths var gennem perioder yderst kompliceret, især efter en bitter retssag om royalties i 1990’erne, som Rourke dog i modsætning til Mike Joyce valgte at indgå et hurtigt forlig omkring. Rourke og barndomsvennen Johnny Marr formåede heldigvis at bevare og genopbygge et stærkt, livslangt venskab, og de to optrådte jævnligt sammen lige til det sidste. I maj 2023 ramte en stor tragedie musikverdenen, da Andy Rourke gik bort i en alder af blot 59 år efter en lang og udmattende kamp mod kræft i bugspytkirtlen. Johnny Marr annoncerede personligt dødsfaldet til offentligheden med en hjerteskærende og smuk udtalelse, der hyldede Rourke som en “suverænt begavet musiker” og en utrolig loyal ven med en fantastisk humoristisk sans.
Mike Joyce: Retssagen der splittede bandet for altid
Trommeslager Mike Joyce leverede den kraftfulde, punk-inspirerede og enormt præcise rytme, der drev bandets sange fremad. Men hans navn og eftermæle i tiden efter The Smiths blev næsten uløseligt forbundet med en af musikhistoriens mest berygtede og bitre retssager. Dengang The Smiths blev dannet, aftalte man mundtligt, at Morrissey og Marr hver modtog 40 procent af bandets samlede indtjening på koncerter og pladesalg, mens Joyce og Rourke kun fik 10 procent hver. Denne fordeling accepterede Joyce ikke i længden. I 1996 trak han derfor Morrissey og Marr ind i retssalen i London med et direkte krav om en ligelig fordeling af overskuddet på 25 procent til hver samt udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste med tilbagevirkende kraft.
Den langvarige retssag faldt ud til Joyces fordel. Dommeren var ualmindeligt hård i sin kritik af de to frontfigurer og beskrev under domsafsigelsen direkte Morrissey som “krakilsk, arrogant og upålidelig”. Retssagen sikrede Mike Joyce en millionstor økonomisk kompensation, men den knuste også stensikkert ethvert mikroskopisk håb om et fremtidigt venskab eller bare en overfladisk genforening mellem bandets grundlæggere. Morrissey anker fortsat indimellem dommen i sine offentlige udtalelser den dag i dag, og han har gjort det meget klart, at han aldrig har tilgivet Joyce for at trække dem gennem sølet.
Rent musikalsk valgte Joyce at fortsætte sit gedigne arbejde bag trommesættet for en lang række prominente kunstnere i årene efter bruddet. Han turnerede og spillede fast med punklegenderne Buzzcocks, den excentriske sanger Julian Cope og Sex Pistols-forsangeren John Lydons gruppe, Public Image Ltd. Sidenhen har Joyce gradvist skiftet spor og fundet stor personlig og professionel succes i radiobranchen. Han har fungeret som populær og vidende radiovært på flere store stationer, herunder BBC Radio 6 Music og XS Manchester, hvor han gladeligt har delt ud af sin enorme musikviden, sine fremragende pladesamlinger og sine uendelige anekdoter fra et begivenhedsrigt liv i den absolutte elite af moderne britisk rock.
Craig Gannon: Den femte Smith
Selvom The Smiths primært huskes og fejres som en klassisk kvartet, er det historisk vigtigt at nævne guitaristen Craig Gannon, der ofte omtales kærligt som “den femte Smith”. Han blev i al hast bragt ind i bandet i foråret 1986, oprindeligt for midlertidigt at afløse Andy Rourke, der netop var blevet fyret på grund af sit eskalerende heroinmisbrug. Da Rourke kort efter blev taget til nåde og vendte tilbage til folden, besluttede Johnny Marr at beholde Gannon og rykkede ham over som dedikeret rytmeguitarist, hvilket effektivt gjorde The Smiths til en kvintet i en yderst kreativ periode.
Gannon nåede at turnere intensivt med bandet i både Storbritannien og USA, og hans guitarspil er foreviget på elskede og udødelige hitsingler som “Panic” og “Ask”. Han forlod bandet under mystiske og småfjendtlige omstændigheder senere samme år. Efter sin korte tid i The Smiths var Gannon også kortvarigt involveret i retslige opgør for at få udbetalt manglende løn for sit arbejde. Han forlod derefter langsomt pop- og rockscenens forreste, stressende rækker, men opbyggede i stedet over tid en yderst lukrativ og succesfuld karriere langt bag kulisserne.
Craig Gannon genopfandt sig selv som en højt anerkendt og uhyre produktiv film- og tv-komponist. I løbet af de seneste mange årtier har han skrevet musik og skabt lydflader til utallige kendte britiske tv-programmer, naturdokumentarer og stort opsatte reklamekampagner. Hans musikalske alsidighed og evne til at skabe stemningsfuld musik overlevede i høj grad hans ganske korte, men bemærkelsesværdige tid i rampelyset sammen med The Smiths, og han har skabt en flot karriere helt på egne præmisser.
Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)
- Hvorfor gik The Smiths i opløsning? Bandet gik i opløsning primært på grund af en massiv fælles udmattelse efter konstant at have skrevet, indspillet plader og turneret uafbrudt i fem år. Dertil kom en markant mangel på professionel og nærværende management, hvilket førte til voksende forretningsmæssige og personlige spændinger mellem især Morrissey og Johnny Marr. Da Marr valgte at forlade bandet i sommeren 1987 for at få en pause, forsøgte de resterende medlemmer kortvarigt at finde en afløser, men indså hurtigt, at kemien var væk, hvilket officielt forseglede bandets skæbne.
- Har The Smiths nogensinde været genforenet? Nej, det har de aldrig. På trods af utallige håbefulde rygter i pressen gennem årene og angiveligt helt astronomiske økonomiske tilbud fra massive festivaler som Coachella og Glastonbury, har bandet aldrig stået på en scene sammen siden deres sidste koncert i 1986. Retssagen i 1996 skabte en uoprettelig og dyb kløft i relationerne, og især både Morrissey og Marr har i interviews utallige gange totalt afvist enhver mulighed for en fremtidig genforening, ofte med stor sarkasme.
- Hvem skrev egentlig sangene i The Smiths? Langt størstedelen af alle originale sange udgivet af The Smiths blev udelukkende skrevet af duoen Morrissey og Johnny Marr. Deres arbejdsfordeling var fra start til slut meget klar og skarp: Johnny Marr komponerede alt musikken og skabte de komplekse arrangementer, mens Morrissey udtænkte sangenes melodier og skrev samtlige af de poetiske og ofte kontroversielle tekster.
- Hvilket album var det allersidste The Smiths udgav? Det var det mørke og overdådige studiealbum “Strangeways, Here We Come”. Det blev udgivet i september 1987, hvilket var flere måneder efter, at bandet reelt og officielt var gået i opløsning. Det pudsige er, at både Morrissey og Johnny Marr ved flere lejligheder senere har udtalt uafhængigt af hinanden, at netop dette album betragtes som deres personlige musikalske favoritalbum fra bandets samlede og fejlfrie katalog.
Indflydelsen på moderne indie og popkultur
Selvom de fire knægte fra Manchester for længst er gået hver til sit, er den musikalske og kulturelle skygge, de kaster over hele verden, kun vokset sig markant større og tydeligere i takt med at tiden er gået. I dag kan man næsten ikke tænde for en rockklub, en playliste med alternativ musik eller en indieradiostation uden lynhurtigt at høre et direkte ekko af den guitarbaserede jangle-pop og lyriske, hudløse sårbarhed, som The Smiths pionerede i midten af 1980’erne.
Bands fra 1990’ernes massive Britpop-æra, herunder absolutte giganter som Oasis, Blur, Suede og The Stone Roses, har alle uden tøven peget direkte på The Smiths som en altafgørende inspirationskilde for deres overordnede lyd, og for deres vilje til at skrive åbent om arbejderklassens liv, hverdagens deprimerende gråvejr og knuste teenagehjerter. Uden The Smiths havde Britpop-bølgen utvivlsomt lydt helt anderledes. I det nye årtusinde fortsatte denne musikalske indflydelse blot ufortrødent. Amerikanske storbandsuffeccesser som The Killers og engelske mastodonter som Radiohead trak massivt på især Morrisseys melodiske tæft og Marrs avancerede lag-på-lag guitarspil. Brandon Flowers, den karismatiske forsanger i The Killers, har utallige gange optrådt på scene med Johnny Marr og offentligt hyldet bandets direkte indflydelse på gruppens egen signaturlyd. Også massive nyere bands som Arctic Monkeys og The 1975 står i dyb, mærkbar gæld til netop det solide fundament af intelligent, guitardrevet pop, der blev grundlagt af bandet.
Men det handler ikke kun om noder, akkorder og tekster. Udover selve den fantastiske musik skabte The Smiths en stærk, altomsluttende æstetik, der stadig lever i allerbedste velgående i dagens popkultur. Fra den ikoniske, gennemførte coverkunst spækket med nøje udvalgte filmstjerner og litterære idoler i stærke duotoner, til bandets egen androgyne, vintage-inspirerede og ofte blomstersmykkede tøjstil, skabte de et tiltrængt og accepterende frirum for de skæve eksistenser, de alt for følsomme teenagere og alle samfundets utilpassede. Tykke bøger, timelange dokumentarfilmer og passionerede, dedikerede fanklubber fortsætter over hele kloden med at uendeligt dissekere hver eneste skjulte akkord og hver eneste poetiske tekstlinje de efterlod sig. Historien om The Smiths er i sin kerne fortællingen om en fuldstændig eksplosiv kreativ synergi, der var nødt til at brænde intenst og derfor var dømt til ikke at vare ved. Men eksplosionen efterlod et gigantisk, smukt musikhistorisk krater, som helt nye generationer stadig fascineres af, udforsker med stor ærefrygt og fortsat finder ro og trøst i den dag i dag.
