Vi kender alle melodien. Så snart de første toner rammer radiobølgerne i december, ser vi ham for os: det lille rensdyr med den lysende, røde tud, der redder julemandens store aften. Rudolf er blevet lige så stor en del af den moderne jul som grantræet og gaverne. Men bag den glade sang og de mange tegnefilm gemmer der sig en historie, der er langt mere rørende, menneskelig og kompleks end de fleste aner. Det er ikke blot fortællingen om et fiktivt dyr, men historien om en mand, der midt i personlig sorg og økonomisk usikkerhed skabte en figur, der skulle vise sig at blive et globalt fænomen. Det er historien om, hvordan en marketing-gimmick blev til et symbol på håb for millioner af mennesker verden over.
En opgave i skyggen af depressionen
For at forstå Rudolfs oprindelse skal vi spole tiden tilbage til 1939 i Chicago, USA. Verden var stadig mærket af Den Store Depression, og krigstrommerne buldrede i Europa. I stormagasinet Montgomery Ward sad en 34-årig tekstforfatter ved navn Robert L. May. Han var en stilfærdig mand, der drømte om at skrive den store amerikanske roman, men som i stedet endte med at skrive katalogtekster for at få hverdagen til at hænge sammen.
Hvert år op til jul plejede Montgomery Ward at indkøbe og uddele malebøger til børn som en del af deres julekampagne. I 1939 besluttede ledelsen dog at spare penge ved at producere deres egen bog in-house. Opgaven landede på Robert Mays skrivebord: Han skulle skrive en julehistorie om et dyr. Cheferne forestillede sig noget i stil med Ferdinand Tyren, som var populær på det tidspunkt.
Tragedien bag det glade rensdyr
Mens Robert May arbejdede på historien, gennemgik han sit livs sværeste periode. Hans kone, Evelyn, var dødssyg af kræft og var sengeliggende. May var alene om at passe deres lille datter, Barbara, samtidig med at gælden fra lægeregninger voksede. Han følte sig tynget, udmattet og, ligesom den figur han var ved at skabe, som en outsider.
May trak på sine egne erfaringer fra barndommen. Han havde været en lille, spinkel dreng, der ofte blev drillet og holdt udenfor. Han besluttede, at hans hovedperson skulle være en “underdog” – en, der blev set ned på på grund af en fysisk anderledeshed, men som endte med at blive helten.
Han overvejede først at kalde rensdyret for Rollo eller Reginald, men syntes, de lød for muntre eller for britiske. Efter mange overvejelser faldt valget på navnet Rudolf. Men den mest kontroversielle del af figuren var tuden. May ønskede, at Rudolf skulle have en lysende rød næse som et symbol på hans anderledeshed.
Kampen for den røde tud
I dag er den røde tud ikonisk, men i 1939 var det en risikabel idé. Da May præsenterede skitserne for sin chef, blev idéen straks afvist. I 1930’ernes populærkultur blev en stor, rød næse nemlig udelukkende associeret med kronisk alkoholisme og drukkenbolte. Montgomery Ward kunne ikke have et rensdyr, der lignede en alkoholiker, i en børnebog.
Robert May nægtede dog at give op. Han bad sin ven, illustratoren Denver Gillen, om at tage med i den lokale zoologiske have for at tegne rigtige rensdyr. Gillen skabte en sød og indbydende tegning af Rudolf med den røde tud, der fik den til at se magisk ud frem for beruset. Da cheferne så den nye tegning, forstod de endelig visionen og gav grønt lys.
Bogen blev en massiv succes. I julen 1939 uddelte Montgomery Ward hele 2,4 millioner eksemplarer af hæftet. Krigen betød papirmangel i de efterfølgende år, men da bogen blev genudgivet i 1946, røg der yderligere 3,6 millioner eksemplarer over disken.
Fra hæfte til verdenshit
Selvom historien om Rudolf var populær som bog, var det først 10 år senere, at den blev til den sang, vi alle kan nynne med på. I 1948 bad May sin svoger, sangskriveren Johnny Marks, om at lave en musikalsk version af historien. Marks, der var en jødisk sangskriver fra New York og ekspert i julemusik (han skrev senere også “Rockin’ Around the Christmas Tree”), komponerede den melodi, vi kender i dag.
Sangen blev tilbudt til flere store stjerner, herunder Bing Crosby, som takkede nej. Til sidst endte den hos “The Singing Cowboy”, Gene Autry. Autry var dog heller ikke begejstret. Han syntes, sangen var for barnlig og passede dårligt til hans image. Det siges, at det var Autrys kone, Ina, der overtalte ham. Hun var rørt over historien om den lille udstødte, der vandt til sidst, og insisterede på, at han indspillede den.
Det var en klog beslutning. Gene Autrys indspilning fra 1949 solgte 2 millioner eksemplarer alene det første år og er siden blevet den næstmest solgte julesang nogensinde, kun overgået af “White Christmas”.
Forskelle på bogen og sangen
Mange er ikke klar over, at den originale historie, som Robert May skrev, adskiller sig markant fra sangteksten og den senere dukkefilm fra 1964. Her er nogle af de væsentlige forskelle:
- Bopæl: I den oprindelige bog bor Rudolf ikke på Nordpolen hos julemanden. Han bor i en almindelig “rensdyrby” et andet sted og er ikke et af julemandens officielle rensdyr fra starten.
- Opdagelsen: I sangen lyder det som om, julemanden bevidst udvælger Rudolf på grund af tågen. I bogen sker det ved et tilfælde. Julemanden er ved at aflevere gaver hos Rudolfs familie, men tågen er så tæt, at han ikke kan finde rundt. Da han træder ind på Rudolfs værelse, ser han det røde lys fra næsen og får idéen.
- Navne: De andre rensdyr, der driller Rudolf, har ikke navne i den oprindelige bog, og Donner (eller Donder) er ikke nævnt som Rudolfs far.
Ofte stillede spørgsmål om Rudolf
Var Rudolf baseret på et rigtigt dyr?
Nej, Rudolf er en fiktiv figur skabt af Robert L. May. Dog baserede illustratoren Denver Gillen sine tegninger på rigtige rensdyr, som han studerede i Lincoln Park Zoo i Chicago for at fange deres bevægelser og anatomi korrekt.
Tjente Robert L. May mange penge på Rudolf?
I første omgang nej. Da han skabte Rudolf som ansat hos Montgomery Ward, tilhørte rettighederne stormagasinet. Men i 1947, da May var økonomisk presset, gjorde virksomhedens direktør, Sewell Avery, noget usædvanligt generøst: Han overdrog kvit og frit ophavsretten til May. Det sikrede May og hans familie økonomisk resten af livet gennem royalties fra bøger, sange og merchandise.
Er Rudolf en han eller en hun?
I den originale historie og sang omtales Rudolf som “han” (he/him). Biologisk set er det dog interessant, at han-rensdyr normalt taber deres gevirer før jul, mens hun-rensdyr beholder dem vinteren over. Da Rudolf oftest afbildes med gevir juleaften, joker biologer ofte med, at alle julemandens rensdyr teknisk set burde være hunner.
Hvorfor er der 9 rensdyr, når digtet siger 8?
Det klassiske digt “A Visit from St. Nicholas” (også kendt som “The Night Before Christmas”) fra 1823 nævner kun otte rensdyr: Dasher, Dancer, Prancer, Vixen, Comet, Cupid, Donner og Blitzen. Rudolf blev først tilføjet “flokken” i 1939, hvilket gør ham til det niende og yngste rensdyr i den moderne mytologi.
Et symbol på inklusion og styrke
Det er nemt at affeje Rudolf med den røde tud som ren kommercialisme, især når man tænker på hans oprindelse i et stormagasin. Men årsagen til, at historien har overlevet i mere end 80 år, stikker dybere end salgstal. Robert L. May hældte sin egen smerte og sit håb ned i fortællingen. Han skabte en fabel, der taler direkte til alle, der nogensinde har følt sig forkerte, udenfor eller anderledes.
Rudolfs rejse fra mobbeoffer til helt er en universel fortælling om, at det, vi opfatter som vores svagheder, i virkeligheden kan vise sig at være vores største styrker. Den røde tud var en skamplet, indtil den blev en lygte, der kunne vise vej gennem mørket. På den måde er historien om Rudolf mere aktuel end nogensinde. Den minder os om værdien i diversitet og om, at der er brug for alle – især dem, der lyser op på deres helt egen måde, når tågen lægger sig tyk over landskabet.
