Når man taler om kvinder i rockhistorien, er der ét navn, der står skrevet med store, fede bogstaver i historiebøgerne: Suzi Quatro. Med sin karakteristiske læderdragt, sin tunge Fender Precision-bas og en attitude, der kunne få selv de hårdeste mandlige rockere til at træde et skridt tilbage, brød hun igennem lydmuren i 1970’erne. Hun var ikke bare en sangerinde; hun var en instrumentalist, en frontfigur og en pioner, der beviste, at kvinder kunne rocke lige så hårdt som mændene. Hendes indflydelse strækker sig langt ud over hendes egne hits, da hun banede vejen for efterfølgende generationer af kvindelige musikere som Joan Jett og The Runaways. Men selvom hendes image er ikonisk, er det musikken, der har sikret hende en plads i rockens Hall of Fame. Hendes diskografi er spækket med energi, glam rock-rytmer og uforglemmelige omkvæd.
Fra Detroit til toppen af hitlisterne
Før vi dykker ned i de specifikke sange, er det værd at forstå den musikalske kontekst, Suzi Quatro opererede i. Hun er født i Detroit, USA, en by kendt for sin motown og garagerock, men det var i Storbritannien, hun fandt sin helt store succes. Efter at være blevet opdaget af produceren Mickie Most, flyttede hun til London og begyndte et samarbejde med sangskriverduoen Nicky Chinn og Mike Chapman. Denne duo, ofte omtalt som “Chinnichap”, var arkitekterne bag den britiske glam rock-lyd, og sammen med Quatro skabte de en række hits, der definerede en æra.
Kombinationen af Quatros rå vokal, hendes aggressive basspil og Chinn/Chapmans sans for kommercielle hooks skabte en perfekt storm. Her gennemgår vi de fem mest ikoniske sange, der cementerede hendes status som rockdronning.
1. Can the Can (1973)
Dette er sangen, der for alvor satte Suzi Quatro på verdenskortet. “Can the Can” var hendes første nummer 1-hit i Storbritannien, og den er indbegrebet af glam rockens energi. Sangen åbner med et af de mest genkendelige trommebeats i rockhistorien, før Quatros bas og skrigende vokal sparker døren ind.
Titlen “Can the Can” er ofte blevet diskuteret, men ifølge Quatro selv er det en metafor. Det handler om at “putte din mand i en dåse” – altså at sikre sig, at han ikke løber sin vej eller er utro, hvis du ikke selv er i stand til at holde på ham. Teksten er en advarsel mod rivalinder, men leveret med en sådan selvsikkerhed, at lytteren aldrig er i tvivl om, hvem der bestemmer.
Hvorfor den er ikonisk:
- Den brød glasloftet for kvindelige rockmusikere på hitlisterne.
- Produktionen er rå og minimalistisk, hvilket lader energien skinne igennem.
- Den etablerede Quatros signaturlyd: tung bas og fængende råb-kor.
2. 48 Crash (1973)
Udgivet kort efter succesen med “Can the Can”, beviste “48 Crash”, at Suzi Quatro ikke var et “one-hit wonder”. Sangen fortsætter i samme energiske spor, men med en lidt mere poleret melodi og en tekst, der har forvirret og fascineret fans i årtier.
Der har været mange teorier om, hvad en “48 Crash” egentlig er. Nogle mener, det refererer til den økonomiske krise i 1848, mens andre – og mere sandsynligt i glam rock-konteksten – ser det som en metafor for mandlig overgangsalder eller et nervøst sammenbrud. Uanset betydningen leverer Quatro sangen med en livsglæde og power, der gør den umulig at sidde stille til. Klaveret spiller en større rolle her, hvilket giver sangen en boogie-woogie rock ‘n’ roll fornemmelse, der trækker tråde tilbage til 50’ernes rockikoner som Little Richard.
3. Devil Gate Drive (1974)
Hvis man skal pege på én sang, der opsummerer stemningen af en svedig, pakket rockbar i 1970’erne, så er det “Devil Gate Drive”. Dette blev Quatros anden nummer 1-single i Storbritannien og er måske hendes mest “rockende” nummer rent teknisk.
Sangen handler om at tage ned til et lokalt sted, “Devil Gate Drive”, hvor reglerne er få, og musikken er høj. Introen er legendarisk: Lyden af en motorcykel, trommerne der bygger op, og Quatro der råber “Come alive down at Devil Gate Drive!”. Det er en opfordring til fest og ballade.
Musikalsk er nummeret bygget op omkring en tung rytme og en call-and-response struktur, der gør den perfekt til live-optrædener. Det er en sang, der inviterer publikum til at deltage. I midterstykket brydes musikken ned til blot bas og trommer og håndklap, hvilket skaber en intensitet, der langsomt bygges op igen til det eksplosive klimaks.
4. If You Can’t Give Me Love (1978)
Hen mod slutningen af 70’erne begyndte musiklandskabet at ændre sig, og det samme gjorde Suzi Quatros lyd. Med “If You Can’t Give Me Love” viste hun en blødere, mere melodisk side af sig selv, uden at miste sin kant. Sangen bevæger sig væk fra den hårde glam rock og over i en stil, der blander pop, rock og en snert af country.
Teksten er en klassisk fortælling om at sætte grænser. Quatro synger til en bejler, at selvom han har stilen og pengene, så er det ikke nok, hvis der ikke er ægte kærlighed involveret. “If you can’t give me love, honey, that ain’t enough.” Det viste verden, at Quatro også kunne bære en ballade-lignende struktur og synge med mere nuance og følelse, fremfor blot den rå power, hun var kendt for.
Denne sang blev et massivt hit i Europa og viste hendes alsidighed som kunstner. Det er en “feel-good” sang, der stadig spilles flittigt på radiostationer verden over på grund af dens tidløse melodi.
5. Stumblin’ In (1978) – Duet med Chris Norman
Ingen liste over Suzi Quatros hits er komplet uden at nævne “Stumblin’ In”. Selvom Quatro primært var kendt som en solokunstner med sit band, blev denne duet med Chris Norman (forsangeren fra Smokie) hendes største hit i USA. Det var sangen, der endelig gav hende det amerikanske gennembrud, hun længe havde jagtet.
Sangen adskiller sig markant fra hendes tidligere hits. Det er en soft-rock ballade, der handler om to mennesker, der uventet falder for hinanden – de “snubler ind” i kærligheden. Kemien mellem Quatros lidt rå stemme og Normans hæse rockvokal er magisk. Harmonierne er smukke, og instrumentationen er langt mere afdæmpet end på numre som “Can the Can”.
Hvad “Stumblin’ In” betød for karrieren:
- Den åbnede døren til det amerikanske marked og nåede nummer 4 på Billboard Hot 100.
- Den viste, at Quatro kunne appellere til et bredere pop-publikum.
- Sangen har fået nyt liv i moderne tid gennem covers og remixes, hvilket beviser dens holdbarhed.
Suzi Quatros indflydelse på mode og populærkultur
Det er umuligt at diskutere disse sange uden at nævne det visuelle aspekt, der fulgte med. Når Suzi Quatro fremførte “Can the Can” eller “48 Crash” på TV-programmet Top of the Pops, var det ofte iført en heldragt i læder. Dette image var ikke tilfældigt. Det var et bevidst brud med de forventninger, man havde til kvindelige sangere i 70’erne, som ofte var iført kjoler og sang pæne popsange.
Hendes rolle som Leather Tuscadero i den populære TV-serie Happy Days (Dage med nostalgi) cementerede dette image yderligere. Her spillede hun en karakter, der lignede hende selv meget: en sej, læderklædt rockmusiker. Dette eksponerede hendes musik og persona for millioner af amerikanske teenagere og gjorde hende til et kulturelt ikon, ikke bare en musiker.
Ofte stillede spørgsmål (FAQ)
Her finder du svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål omkring Suzi Quatro og hendes karriere.
Spiller Suzi Quatro virkelig bas på sine plader?
Ja, det gør hun. Suzi Quatro er en dygtig bassist og har spillet instrumentet siden hun var barn i Detroit. Selvom studiemusikere var almindelige i 70’erne, insisterede Quatro på at spille sin egen bas, hvilket var en stor del af hendes autenticitet og lyd. Hun er kendt for at bruge en stor Fender Precision Bass.
Er Suzi Quatro stadig aktiv som musiker?
Absolut. Suzi Quatro turnerer stadig flittigt rundt om i verden og udgiver ny musik. Hun har bevaret sin energi og stemme, og hun optræder ofte på store festivaler og i koncertsale, hvor hun fejrer over 50 år i branchen.
Hvad var hendes forhold til Chris Norman?
Mange troede, at Suzi Quatro og Chris Norman var et par privat på grund af deres kemi i sangen “Stumblin’ In”. Men deres forhold var udelukkende professionelt og venskabeligt. De var begge gift med andre partnere på det tidspunkt, men nød stor succes med deres musikalske samarbejde.
Hvorfor betragtes hun som en pioner?
Før Suzi Quatro var der meget få kvinder i rockmusikken, der spillede et instrument og var leder af deres eget band. De fleste var sangerinder. Quatro viste, at en kvinde kunne stå forrest med en basguitar, skrive sange og have en rå rockattitude, hvilket inspirerede stjerner som Joan Jett, Chrissie Hynde og Tina Weymouth.
Den musikalske arv i det 21. århundrede
Selvom de fem sange nævnt ovenfor stammer fra 1970’erne, lever Suzi Quatros musik videre i bedste velgående. Hendes sange bliver stadig brugt i film, reklamer og serier, hvilket introducerer nye generationer for hendes unikke brand af rock ‘n’ roll. Kunstnere i dag, fra KT Tunstall til moderne rockbands, anerkender ofte den gæld, de skylder den lille kvinde med den store bas fra Detroit.
Hendes evne til at balancere det hårde og det melodiske – fra “Devil Gate Drive” til “Stumblin’ In” – viser en kunstnerisk bredde, der ofte bliver overset til fordel for hendes image. Men lytter man til sangene i dag, står det klart, at produktionerne, sangskrivningen og især hendes vokalpræstationer er af tårnhøj kvalitet. Hun var ikke bare et produkt af glam rock-æraen; hun var en af dens vigtigste arkitekter, og hendes mest ikoniske sange vil fortsætte med at få folk ud på dansegulvet i mange år endnu.
