Da Led Zeppelin officielt gik i opløsning i december 1980, blot få måneder efter trommeslageren John Bonhams tragiske død, efterlod det et tomrum i rockverdenen, som virkede umuligt at udfylde. Bandet havde domineret 1970’erne med en blanding af tung blues, folkemusik og mystik, og de havde sat standarden for, hvad hard rock kunne være. Men for de tre tilbageværende medlemmer – Robert Plant, Jimmy Page og John Paul Jones – var afslutningen på “luftskibet” ikke enden på deres musikalske rejser. Tværtimod markerede det begyndelsen på tre vidt forskellige karriereveje, præget af både triumfer, eksperimenter og en konstant kamp med den enorme skygge, deres fælles fortid kastede. At navigere i livet efter at have været en del af verdens største rockband krævede genopfindelse, og historien om, hvordan det gik dem hver især, er en fortælling om kunstnerisk integritet, forretningssans og musikkens evige forandring.
Robert Plant: En stemme i konstant udvikling
Af alle de tidligere medlemmer er det uden tvivl forsangeren Robert Plant, der har haft den mest varierede og kunstnerisk nysgerrige solokarriere. I stedet for at hvile på laurbærrene eller forsøge at genskabe Led Zeppelins lyd én til én, valgte Plant hurtigt at distancere sig fra fortiden. Hans første soloalbum, Pictures at Eleven (1982), viste en vilje til at omfavne 80’ernes produktionsteknikker, men det var blot begyndelsen.
Gennem 80’erne og 90’erne eksperimenterede Plant med alt fra pop-rock til world music. Han nægtede konsekvent at være en “jukebox” for gamle Zeppelin-hits, hvilket til tider frustrerede fans, men som sikrede ham en kunstnerisk relevans, som mange af hans samtidige mistede. Et af de mest markante træk ved Plants karriere efter Led Zeppelin har været hans dyk ned i nordafrikansk musik og senere amerikansk roots-musik.
Genopfindelsen gennem Americana og Bluegrass
Det helt store kommercielle og kritiske comeback for Robert Plant kom i 2007, da han udgav albummet Raising Sand sammen med bluegrass-sangerinden Alison Krauss. Samarbejdet, der blev produceret af T-Bone Burnett, var en dæmpet, atmosfærisk blanding af folk, country og rockabilly, som lå milevidt fra “Whole Lotta Love”.
Projektet blev en massiv succes og vandt fem Grammy-priser, herunder “Album of the Year”. Det beviste, at Plant ikke behøvede at skrige i de høje registre for at fængsle et publikum; hans stemme var modnet til et instrument med dybde og nuance. Siden da har han fortsat denne vej med sit band, The Sensational Space Shifters, hvor han blander delta blues med elektroniske elementer og afrikanske rytmer.
Jimmy Page: Vogteren af den hellige ild
For guitaristen og produceren Jimmy Page var tiden efter Led Zeppelin mere turbulent. Som arkitekten bag bandets lyd og succes, ramte opløsningen ham hårdt. I de første år efter 1980 holdt han lav profil og udgav kun soundtracket til filmen Death Wish II. Det var tydeligt, at Page havde sværere ved at finde fodfæste uden den kemi, han havde haft med Bonham, Jones og Plant.
I midten af 80’erne dannede han supergruppen The Firm sammen med Paul Rodgers fra Bad Company. Selvom bandet havde moderat succes med sange som “Radioactive”, nåede det aldrig de højder, som fansene håbede på. Page virkede i denne periode søgende, og hans tekniske evner på guitaren svingede ofte i takt med hans personlige udfordringer.
Samarbejder og kuratering af arven
Jimmy Pages mest succesfulde træk efter Led Zeppelin kan opdeles i to kategorier:
- Samarbejder med andre store vokalister: I 1993 udgav han albummet Coverdale/Page med Whitesnake-sangeren David Coverdale. Det var et album, der stilmæssigt lagde sig tæt op ad Led Zeppelin og gav Page mulighed for at spille tung, riff-baseret rock igen. Senere turnerede han med The Black Crowes, hvilket resulterede i et fremragende livealbum, hvor han spillede gamle Zeppelin-klassikere med fornyet energi.
- Remastering af bagkataloget: Page har brugt årtier på omhyggeligt at restaurere og remastere Led Zeppelins diskografi. I 2014 og 2015 udgav han de definitive “Deluxe Editions” af alle studiealbummene, inklusiv hidtil ukendt bonusmateriale. Han ser sig selv som kurator for bandets arv og sikrer, at lyden lever op til moderne standarder uden at miste den oprindelige magi.
John Paul Jones: Den stille virtuos
Bassisten og keyboardspilleren John Paul Jones var altid det “stille” medlem i Led Zeppelin, men musikalsk var han en uundværlig del af fundamentet. Efter opløsningen vendte han tilbage til sine rødder som arrangør og studiemusiker, en rolle han havde haft stor succes med før han kom med i bandet.
Jones’ karriere efter 1980 er præget af en enorm alsidighed. Han har arbejdet som producer og arrangør for navne så forskellige som R.E.M. (på albummet Automatic for the People), Heart og Peter Gabriel. Hans evne til at skrive orkestrale arrangementer betød, at han aldrig manglede arbejde, selvom han sjældent stod i rampelyset.
Fra orkesterværker til Them Crooked Vultures
I modsætning til Page og Plant, der ofte blev defineret af rockgenren, bevægede Jones sig frit. Han udgav soloalbums som Zooma (1999) og The Thunderthief (2001), der var eksperimenterende og instrumentale værker, som blandede prog-rock med komplekse rytmer. Her viste han også, at han mestrede instrumenter som lap steel guitar og mandolin til perfektion.
Det største rock-comeback for Jones kom dog i 2009, da han dannede supergruppen Them Crooked Vultures sammen med Dave Grohl (Foo Fighters, Nirvana) og Josh Homme (Queens of the Stone Age). Her trådte Jones tilbage i rollen som bassist i et hårdtslående rockband. Albummet og den efterfølgende turné blev hyldet af kritikerne, og det introducerede Jones’ geni for en helt ny generation af rockfans, der måske kun kendte ham som “ham bassisten fra Led Zeppelin”.
Genforeningen i O2 Arena og “Celebration Day”
Spørgsmålet om en genforening har hængt over medlemmerne i årtier. De forsøgte sig ved Live Aid i 1985 (med Phil Collins på trommer) og ved Atlantic Records’ 40-års jubilæum i 1988 (med Jason Bonham, Johns søn). Begge optrædener var præget af dårlig lyd, manglende øvelse og intern uro, og de bliver ofte betragtet som fiaskoer af bandet selv.
Men den 10. december 2007 skete det endelig på den rigtige måde. Til ære for den afdøde pladeselskabschef Ahmet Ertegun, samledes Plant, Page og Jones i O2 Arena i London, igen med Jason Bonham bag trommerne. Koncerten var en triumf. Bandet spillede stramt, tungt og med en autoritet, der mindede verden om, hvorfor de var legender.
Efterspørgslen på billetter var historisk; over 20 millioner mennesker forsøgte at få fat i de omkring 20.000 billetter. Koncerten blev senere udgivet som filmen og albummet Celebration Day. Til manges store skuffelse afviste Robert Plant dog pure at tage på en verdensturné efterfølgende. For ham var det en smuk afslutning, ikke en ny begyndelse.
Ofte stillede spørgsmål om Led Zeppelin efter opløsningen
-
Hvorfor gik Led Zeppelin egentlig i opløsning?
Bandet valgte at stoppe øjeblikkeligt efter trommeslageren John Bonhams død den 25. september 1980. I en pressemeddelelse forklarede de, at de ikke kunne fortsætte som band uden ham, da han var en uerstattelig del af deres lyd og kemi. -
Var medlemmerne uvenner efter bruddet?
Forholdet mellem især Robert Plant og Jimmy Page har været komplekst. Mens de har haft succesfulde samarbejder (som No Quarter-projektet i 90’erne), har der også været spændinger, især omkring spørgsmålet om genforeninger. Plant har ofte ønsket at se fremad, mens Page har ønsket at fejre fortiden. -
Hvem har tjent flest penge efter Led Zeppelin?
Selvom alle tre overlevende medlemmer er særdeles velhavende, vurderes det ofte, at Jimmy Page og Robert Plant har de største formuer. Page tjener massivt på sine rettigheder og remastering-projekter, mens Plant har haft den mest aktive og indbringende turné-karriere som solist. -
Hvad laver John Bonhams søn, Jason Bonham?
Jason Bonham er selv en succesfuld trommeslager. Han har spillet med bandet Foreigner og har sit eget band, Jason Bonham’s Led Zeppelin Evening, der turnerer verden rundt og spiller faderens musik med stor respekt og præcision. -
Kommer der nogensinde en ny Led Zeppelin turné?
Det er yderst usandsynligt. Robert Plant har gentagne gange afvist ideen, og med medlemmernes fremskredne alder betragtes koncerten i 2007 som det definitive punktum.
Jimmy Pages arbejde med de arkivariske udgivelser
Selvom fans måske aldrig får en ny verdensturné at se, har Jimmy Page sikret, at der stadig er “nyt” at hente for feinschmeckere. En væsentlig del af hans virke i de seneste to årtier har været rollen som musikhistorisk arkæolog i sit eget bands arkiver. Page har brugt tusindvis af timer i studiet på at gennemgå gamle bånd, hvilket har resulteret i udgivelsen af BBC Sessions i 1997 og How the West Was Won i 2003, som dokumenterer bandets live-kraft, da de var på toppen af deres ydeevne i 1972.
Det mest omfattende projekt var dog remaster-serien, der blev afsluttet i 2015. Her inkluderede Page “companion discs” til hvert studioalbum, som indeholdt alternative mix, backing tracks og aldrig før udgivne sange som “La La” og “Sugar Mama”. Disse udgivelser gav lytterne et unikt indblik i den kreative proces i studiet. Det viste, at Led Zeppelin ikke bare var fire musikere, der mødtes og skabte magi ud af den blå luft, men hårdtarbejdende kunstnere, der polerede deres arrangementer til perfektion. For Page handler dette arbejde ikke kun om salgstal, men om at cementere Led Zeppelins status som et band, der var teknisk og kompositorisk overlegent i sin samtid, og hvis musik tåler at blive dissekeret og analyseret årtier senere.
