Når julefreden sænker sig over det danske landskab, og stearinlysene tændes i kirker og stuer, er der én bestemt melodi, der for mange markerer højtidens absolutte højdepunkt. Det er en stille, næsten meditativ salme, der skiller sig ud fra de mere bombastiske og festlige julesange. Med sin blide rytme og dybe teologiske symbolik står den som en søjle i den danske salmeskat. Men selvom de fleste af os kan nynne med på melodien og måske husker det første vers udenad, gemmer der sig en fascinerende og kompleks historie bag de velkendte strofer. Det er en rejse, der fører os fra en kold vinterskov i Tyskland i 1500-tallet, gennem middelalderens munkeordener, forbi en berømt komponist og helt frem til den danske guldalder.
Mange tror fejlagtigt, at salmen er pæredansk, fordi den passer så perfekt ind i vores nordiske juletradition med fokus på kulde, mørke og lysets komme. Sandheden er dog, at den har vandret gennem århundreder og landegrænser for at finde den form, vi kender i dag. Det er ikke blot en sang om en blomst; det er et stykke kulturhistorie, der væver bibelske profetier sammen med botanisk mystik. Historien bag salmen afslører detaljer om alt fra oversættelsesvanskeligheder til teologiske stridigheder om jomfru Maria, og ved at dykke ned i disse lag, får man en helt ny forståelse for, hvorfor netop denne salme rører os så dybt.
Rødderne i den tyske middelalder
Salmens oprindelse fortaber sig en smule i historiens tåger, men vi ved med sikkerhed, at den stammer fra det tyske kulturområde. Den originale titel er “Es ist ein Ros entsprungen”. De tidligste spor af teksten findes i et gammelt manuskript fra 1580’erne, som blev fundet i St. Alban-klosteret i Trier. Man antager dog, at sangen har eksisteret i mundtlig overlevering længe før den blev nedskrevet, formentlig som en folkelig vise snarere end en streng kirkelig hymne.
I modsætning til mange andre salmer fra den tid, som blev skrevet af kendte reformatorer eller præster, er forfatteren til den oprindelige tekst ukendt. Det giver salmen et skær af mystik og folkelig autenticitet. Den opstod i en tid, hvor grænsen mellem katolsk mystik og den fremvoksende protestantisme var flydende, hvilket også afspejles i teksten. Den første trykte udgave dukkede op i “Speyerer Gesangbuch” i 1599, hvilket cementerede dens plads i den tyske juletradition. Herfra begyndte dens rejse mod nord, men det skulle tage flere hundrede år, før den fandt sin endelige danske form.
Profetien om Isajs stub og den teologiske symbolik
For at forstå teksten fuldt ud, må man kigge i Det Gamle Testamente. Hele salmen er bygget op over en profeti fra Esajas’ Bog kapitel 11, vers 1. Her står der: “Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod.” Denne passage er central i kristendommen, da den fortolkes som en forudsigelse af Jesu fødsel.
Isaj var kong Davids far, og i den kristne tradition anses Jesus for at være af Davids slægt. Billedsproget er stærkt: Det gamle træ (Isajs slægt/jødedommen) er fældet eller hensygnende, men fra den gamle stub skyder der pludselig et nyt, friskt skud frem. Dette “skud” eller denne “kvist” er billedet på fornyelse og håb midt i håbløsheden.
Hvem er rosen, og hvem er kvisten?
Her opstår der ofte en lille forvirring hos den moderne sanger. I den oprindelige katolske tradition var “rosen” (eller rosenbusken) ofte et symbol på Jomfru Maria. Hun blev i middelalderen kaldt Rosa Mystica (den mystiske rose). Blomsten, som rosenbusken bærer, er Jesusbarnet. I den tyske tekst er der et spil på ordene Reis (kvist/gren) og Ros (rose). I den protestantiske bearbejdning blev fokus flyttet mere entydigt over på Jesus som det centrale omdrejningspunkt, men hyldesten til Maria som den, der “bærer” frelseren, er stadig intakt, især i andet vers.
Michael Praetorius og den udødelige harmonisering
Selvom teksten er smuk, er det melodien og især harmoniseringen, der har sikret salmen dens verdensberømmelse. Melodien er sandsynligvis en gammel folkemelodi, men det var den tyske komponist Michael Praetorius, der i 1609 gav den det musikalske klæde, vi bruger i dag. Praetorius udgav værket i sin samling “Musae Sioniae”.
Praetorius’ sats er et mesterværk i enkelhed og balance. Han formåede at bevare melodiens rytmiske skiften mellem to-slag og tre-slag, hvilket giver den en vuggende, næsten svævende karakter. Samtidig er harmonierne rene og klare, hvilket gør den utrolig velegnet til korsang. Det er sjældent, at en sats fra det tidlige 1600-tal har overlevet stort set uændret i den brede folkelige sangskat, men Praetorius’ version er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Thomas Laub og den danske genopdagelse
Det er en udbredt misforståelse, at vi altid har sunget denne salme i Danmark. Faktisk kom den version, vi kender i dag, først til verden i det 20. århundrede. Der fandtes tidligere oversættelser, blandt andet af den store salmedigter H.A. Brorson, som i 1732 udgav “En Rose er udsprungen”. Brorsons version var præget af pietismens sprogbrug og var meget populær i visse kredse, men den manglede måske den rytmiske præcision, der passede til den oprindelige melodi.
I 1920 satte organisten og komponisten Thomas Laub sig for at gendigte salmen. Laub var en central figur i kirkemusikkens fornyelse i Danmark, og han ønskede at vende tilbage til de gamle kilder – “tilbage til kilden”, som det hed i tidens kirkemusikalske bevægelse. Laub mente, at de romantiske salmer var blevet for følelsesladede og svulstige. Han søgte det rene, det klare og det objektive.
Laubs genistreg var titlen og førstelinjen: “En rose så jeg skyde”. Ordet “skyde” refererer her ikke til våben, men til botanik – at skyde op af jorden. Det er et gammelt dansk udtryk, der ligger tæt op ad det tyske “entsprungen” (udsprunget/oprindet). Laub valgte også at beholde den rytmiske kompleksitet fra Praetorius, som ellers ofte var blevet udjævnet i romantikken. Teksten i Den Danske Salmebog (nr. 117) er således Laubs værk, dog med enkelte justeringer fra Uffe Hansen i 1935.
Myten om munken i vinterskoven
Som med mange gamle tekster knytter der sig legender til salmen, som er med til at give den dens magi. En af de mest sejlivede myter handler om en munk i Trier. Ifølge legenden vandrede munken gennem skoven en iskold juleaften. Han var tynget af tvivl om sin tro og om juleevangeliets sandhed. Pludselig fik han øje på en vild rose, der blomstrede midt i sneen og isen, trods vinterens kulde. Dette mirakel genoprettede hans tro, og han skyndte sig hjem til klosteret for at nedskrive digtet, der senere blev til salmen.
Selvom historien nok er mere fiktion end fakta, understøtter den salmens centrale tema: At liv kan opstå, hvor alt synes dødt. At lyset kan bryde frem i det dybeste mørke. Det er en symbolik, der taler stærkt til os her i Norden, hvor vintermørket er massivt omkring juletid.
Tredje vers: Det glemte teologiske led
De fleste synger kun de to første vers, men der eksisterer faktisk et tredje vers, som ofte udelades eller glemmes. Det oprindelige tyske digt havde mange strofer (op til 23 i nogle versioner!), men den standardiserede version har tre. Det tredje vers, som i den danske oversættelse starter med “Den rose fin og lille”, fokuserer på selve barnet og dets betydning som frelser. Det blev tilføjet af Friedrich Layriz i 1844 for at gøre den teologiske treenighed komplet. Mens de to første vers handler om profetien (Isaj) og opfyldelsen (Maria/fødslen), handler det tredje vers om konsekvensen: frelsen og lyset, der jager mørket bort.
Ofte stillede spørgsmål om ‘En rose så jeg skyde’
Hvem har skrevet melodien til salmen?
Ingen ved med sikkerhed, hvem der oprindeligt komponerede melodien, da det sandsynligvis er en gammel tysk folkemelodi fra 1500-tallet. Det er dog Michael Praetorius, der i 1609 lavede den firstemmige korsats, som vi bruger i dag, og derfor tilskrives musikken ofte ham.
Hvad betyder “En rose så jeg skyde”?
Ordet “skyde” skal forstås i botanisk forstand, altså at en plante skyder op af jorden eller sætter skud. Det refererer til profetien om, at en ny kvist (Jesus) skal skyde frem fra den gamle stub (Isaj/Davids slægt).
Hvorfor synges den ofte langsomt?
Salmen har en meditativ karakter, og teksten indbyder til eftertænksomhed. Dog advarer mange kirkemusikere mod at synge den for langsomt. Praetorius’ oprindelige rytme har en dansende lethed over sig (vekslen mellem to- og tre-slag), som kan gå tabt, hvis den trækkes i langdrag.
Er salmen katolsk eller protestantisk?
Den har rødder i katolsk middelalder, hvor rosen ofte symboliserede Jomfru Maria. Efter reformationen blev teksten tilpasset, så fokus blev rettet mere mod Jesus, men den er en af de få salmer, der ubesværet bruges i både katolske og protestantiske kirker verden over.
Hvor mange vers har salmen?
I Den Danske Salmebog har salmen tre vers. Det er dog oftest de to første, der er mest kendte i den brede befolkning. Det tredje vers blev tilføjet senere i den tyske tradition og kom med i Laubs danske oversættelse.
Salmens plads i nutidens kulturliv
I dag er “En rose så jeg skyde” mere end blot en salme til kirkebrug; den er blevet et kulturelt ankerpunkt. Den indgår fast i repertoiret for næsten alle danske kor, fra skolekor til professionelle vokalensembler. Dens popularitet skyldes især, at den formår at være højtidelig uden at være svulstig. Den taler ind i en moderne længsel efter ro og fordybelse i en ellers travl og kommerciel juletid.
Salmen har også fundet vej til rytmisk musik og jazz, hvor dens stærke melodiske linje har inspireret utallige fortolkninger. Men uanset om den fremføres af et stort symfoniorkester eller synges a cappella rundt om juletræet i en lille stue, bevarer den sin oprindelige kraft. Den minder os om, at selv i den koldeste vinter, midt i “den mørke vintertid”, er der håb om nyt liv. Det er denne universelle fortælling, kombineret med Praetorius’ geniale harmonisering og Laubs poetiske oversættelse, der sikrer, at vi nok også vil se denne rose skyde frem i mange generationer fremover.
