Der er få stemmer i musikhistorien, der er så øjeblikkeligt genkendelige som Chris Reas. Med sin dybe, ru vokal og sin uforlignelige slide-guitar har den britisk-italienske sanger skabt et lydtapet, der for mange er lyden af ren nostalgi. Når man hører de første takter af hans største hits, transporteres man straks tilbage til en tid, hvor musikken fik lov til at ånde, og hvor melodierne var bygget op omkring ægte håndværk snarere end hurtige trends. Chris Rea er mere end blot manden bag en af verdens mest populære julesange; han er en blues-entusiast, en historiefortæller og en mester i at fange stemninger, der spænder fra den melankolske ensomhed på en regnvåd motorvej til den afslappede eufori på en solbeskinnet strand.
Manden med den unikke lyd og slide-guitaren
Før vi dykker ned i de specifikke sange, er det værd at forstå, hvad der gør Chris Rea til noget særligt. Han er ikke den typiske popstjerne. Faktisk har han gennem hele sin karriere kæmpet lidt imod den polerede pop-lyd for at vende tilbage til sine rødder i bluesmusikken. Hans vokal bliver ofte sammenlignet med Barry White eller Leonard Cohen på grund af den dybe baryton, men Reas stemme har en særlig rusten kvalitet, der giver hans sange en følelse af levet liv.
Det musikalske varemærke er dog hans slide-guitar. Rea lærte sig selv at spille og udviklede en teknik, der får guitaren til at lyde klagende og sjælefuld. Denne lyd er den røde tråd gennem hele hans diskografi, uanset om han spiller optimistisk pop-rock eller tung, langsom blues.
De absolutte klassikere der definerer en æra
Chris Rea har et bagkatalog, der strækker sig over flere årtier, men der er en håndfuld sange, som står stærkere i hukommelsen end andre. Disse numre er ikke bare radiohits; de er soundtracket til utallige køreture og livsbegivenheder.
The Road to Hell (Part 2)
Dette er måske hans mest potente rocknummer. Udgivet i 1989 som titelnummeret på albummet af samme navn, fanger sangen en frustration over det moderne liv, trafikken og teknologien. Det starter med en ildevarslende intro (Part 1), før det bryder ud i det ikoniske beat og det uforglemmelige guitarriff. Teksten handler om motorvejen M25 omkring London, men metaforen om at være fanget i en spiral, man ikke kan slippe ud af, rammer bredt. Det er en sang, der får dig til at skrue op for volumen, hver gang den kommer i radioen.
Driving Home for Christmas
Det er umuligt at tale om Chris Rea uden at nævne denne gigant. Sangen blev oprindeligt skrevet som en øvelse, mens han sad fast i trafikken, og var aldrig tiltænkt at blive et verdenshit. I dag er den en fast bestanddel af december måned over hele kloden. Hvad der gør den unik i forhold til andre julesange, er dens afslappede jazz-pop stemning. Der er ingen bjældeklang-eksplosioner, men snarere en varm, hyggelig atmosfære, der præcist indfanger forventningens glæde ved at være på vej hjem til familien.
Josephine
Skrevet til hans datter, Josephine, er denne sang et mesterstykke i rytmisk pop. Den findes i flere versioner – nogle mere disko-orienterede, andre mere blues-prægede – men fælles for dem alle er den utrolige varme. Det pulserende beat og den bløde guitar gør det til en af de mest behagelige sange at lytte til. Det er en kærlighedserklæring, der undgår at blive sukkersød, netop fordi musikken har en vis kant og dybde.
On the Beach
Hvis “Driving Home for Christmas” er lyden af vinter, så er “On the Beach” den definitive lyd af sommer. Sangen oser af sofistikeret afslapning. Inspireret af den spanske ø Formentera, blander den elementer af smooth jazz og pop. Teksten handler om at slippe væk fra hverdagens stress og finde sig selv igen ved vandet. Det er en af de sange, der har ældet med utrolig ynde og stadig spilles flittigt på caféer og strandbarer verden over.
De oversete perler og gennembruddet
Selvom de store hits fylder meget, gemmer Chris Reas karriere på sange, der var afgørende for hans udvikling, og som fortjener at blive genopdaget af nye lyttere.
- Fool (If You Think It’s Over): Dette var sangen, der startede det hele. Udgivet i 1978, blev den et massivt hit i USA og sikrede ham en Grammy-nominering. Sangen har en tydelig 70’er lyd med bløde synthesizere og en sjælfuld vokalpræstation. Den handler om hjertesorg, men budskabet er håbefuldt – smerten går over.
- Julia: Ligesom “Josephine” er denne sang skrevet til en af hans døtre. Den er mere upbeat og tromme-drevet, med en næsten tribal rytme i baggrunden. Det er en festlig hyldest til faderskabet og en af hans mest energiske vokalpræstationer.
- Stainsby Girls: En hyldest til pigerne fra hans hjemstavn i Nordengland (Middlesbrough). Det er en rocket, næsten Bruce Springsteen-agtig sang, der viser en mere rå side af Rea. Den er fyldt med lokal nostalgi og en energi, der adskiller sig fra hans mere polerede hits.
- Let’s Dance: I 1987 udgav han denne sang, som senere fik nyt liv, da den blev genindspillet. Det er en simpel, men utroligt effektiv pop-sang, der opfordrer til at glemme bekymringerne og bare danse. Især den version, der blev udgivet med “The Best of Chris Rea”, har en fantastisk guitar-solo, der løfter nummeret.
Fra popstjerne til seriøs bluesmusiker
En interessant vinkel på Chris Reas karriere, som mange glemmer, er hans transformation i de senere år. Efter en alvorlig sygdomsperiode omkring årtusindskiftet besluttede han sig for at stoppe med at lave musik for pladeselskabernes skyld og i stedet lave den musik, han selv elskede: The Blues.
Dette resulterede i det monumentale projekt Blue Guitars, som er et bokssæt bestående af 11 albummer, en bog og hans egne malerier. Her udforsker han alle facetter af bluesmusikken. Selvom disse sange sjældent spilles i kommerciel radio, indeholder de noget af hans absolut bedste guitarspil. Sange som “Dancing the Blues Away” og “Stony Road” viser en mand, der har fundet fred med sin kunst. For lyttere, der elsker hans stemme men ønsker noget dybere end pop-hits, er denne periode en guldgrube af musikalsk kvalitet.
Ofte stillede spørgsmål om Chris Rea
Her finder du svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål omkring musikeren og hans værk, som ofte dukker op blandt nye og gamle fans.
Hvor kommer Chris Rea fra?
Chris Rea er født i Middlesbrough i England. Hans far var italiensk immigrant (deraf efternavnet Rea) og ejede en kæde af iskiosker, mens hans mor var irsk. Denne blanding af kulturer har ofte været nævnt som en del af forklaringen på hans passionerede musikalske udtryk.
Hvilken sygdom har Chris Rea kæmpet med?
I år 2000 blev Chris Rea diagnosticeret med bugspytkirtelkræft. Han gennemgik en meget omfattende og livstruende operation (en Whipple-procedure), hvor store dele af hans fordøjelsessystem blev fjernet. Det var under sin bedring, at han lovede sig selv at vende tilbage til sine blues-rødder, hvis han overlevede.
Spiller han stadig koncerter?
Chris Reas helbred har i mange år været skrøbeligt på grund af følgevirkningerne af hans kræftoperation og senere et slagtilfælde. Han har dog gennemført turnéer efter sin sygdom, men i et meget mere begrænset omfang end i sin storhedstid i 80’erne og 90’erne. Hans optrædener i dag er ofte mere intime og fokuseret på blues.
Er “Driving Home for Christmas” hans største hit?
Kommercielt set og målt på langtidsholdbarhed, ja. Det er den sang, der genererer flest streams og royalties år efter år. Men rent hitliste-mæssigt var “The Road to Hell (Part 2)” faktisk hans største hit i Storbritannien, hvor den nåede top 10 og gjorde albummet til nummer 1.
Sådan sammensætter du den perfekte køretur med Chris Rea
Der er en grund til, at Chris Rea ofte kaldes for kongen af “driving music”. Hans sange har en rytmisk struktur, der passer perfekt til en bil, der ruller hen ad asfalten. Tempoet er sjældent for hektisk, men heller ikke så langsomt, at man falder i søvn. Det er det perfekte mellemleje.
Hvis du vil opleve nostalgien fuldt ud, bør du starte din playliste med “The Road to Hell” for at få gang i turen. Når du rammer landevejen og skuldrene sænker sig, er “Josephine” og “On the Beach” de oplagte valg til at nyde udsigten. Skulle du køre i regnvejr eller om aftenen, er de mere melankolske numre fra hans blues-periode, som “The Blue Cafe” eller “Looking for the Summer”, helt uundværlige. Chris Reas musik handler om stemninger, og uanset hvor turen går hen, har han en sang, der gør rejsen lidt smukkere.
