Der er få bands i musikhistorien, der har formået at definere en hel generation og samtidig skabe musik, der føles lige så relevant i dag, som da den først blev indspillet. Creedence Clearwater Revival, ofte blot omtalt som CCR, er uden tvivl et af disse sjældne fænomener. Selvom bandet teknisk set kun eksisterede i sin mest kendte form i en ganske kort årrække fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 1970’erne, satte de et uudsletteligt aftryk på rockhistorien. Deres unikke blanding af rockabilly, R&B, country og det, der senere blev døbt “swamp rock”, skabte en lydside, der skar igennem den psykedeliske tåge, som ellers dominerede den amerikanske vestkyst på det tidspunkt. Med John Fogerty i front som sangskriver, guitarist og sanger leverede gruppen en perlerække af hits, der stadig roterer på radiostationer verden over. Denne artikel dykker ned i de bedste sange fra dette legendariske orkester og undersøger, hvorfor de stadig rammer os lige i hjertekulen.
Rødderne i Californien og lyden af syden
Det er en udbredt misforståelse, at Creedence Clearwater Revival stammede fra de amerikanske sydstater. Med deres tekster om “bayous”, flodbåde og livet på landet i Louisiana, lyder de umiskendeligt som et band født og opvokset ved Mississippi-floden. Sandheden er dog, at medlemmerne – John Fogerty, hans bror Tom Fogerty, bassisten Stu Cook og trommeslageren Doug Clifford – alle voksede op i El Cerrito, en forstad i San Francisco Bay Area i Californien.
Denne geografiske modsigelse er en del af bandets charme. John Fogerty var fascineret af sydstatskulturen og formåede at kanalisere en autenticitet, der overbeviste lyttere over hele verden. Musikken var en reaktion mod de lange, syrede jamsessions, der karakteriserede samtidige bands som Grateful Dead og Jefferson Airplane. CCR handlede om stramme arrangementer, fængende melodier og tekster, der ofte berørte den lille mands kamp mod systemet.
De absolutte mesterværker: En gennemgang af de bedste sange
Når man skal udvælge de bedste sange fra et katalog så stærkt som CCR’s, er det en svær opgave, men der er visse numre, der hæver sig over mængden som monumenter i rockhistorien. Herunder gennemgår vi de sange, der definerede bandet, og som enhver musikelsker bør kende indgående.
Proud Mary
Dette er måske sangen, der for alvor satte Creedence på verdenskortet. Udgivet på albummet Bayou Country i 1969, starter sangen med en af de mest genkendelige guitarintroer nogensinde. Teksten fortæller historien om en mand, der forlader sit “gode job i byen” for at finde friheden på en flodbåd. Proud Mary er essensen af bandets evne til at male billeder med musik. Selvom Ike & Tina Turner senere lavede en berømt soul-version af nummeret, forbliver originalens afslappede, rullende rytme den definitive udgave for mange purister.
Fortunate Son
Få sange fanger tidsånden fra Vietnamkrigens æra så præcist og aggressivt som Fortunate Son. Sangen er en bidsk kommentar til klasseskellet i USA, hvor rige og politisk forbundne familier kunne undgå at sende deres sønner i krig, mens arbejderklassen måtte betale prisen. John Fogertys vokal er rå og desperat, når han skriger “It ain’t me, I ain’t no senator’s son”. Det er ikke bare en af CCR’s bedste sange; det er en af de vigtigste protestsange i det 20. århundrede.
Bad Moon Rising
På overfladen lyder Bad Moon Rising som en lystig, munter rockabilly-sang, man kan danse til. Men lytter man til teksten, opdager man en mørk forudsigelse om apokalypse og ulykke. Linjer som “I see earthquakes and lightnin'” står i skarp kontrast til den hoppende rytme. Denne dualitet er klassisk John Fogerty. Sangen er kort, præcis og skåret helt ind til benet uden et eneste overflødigt sekund.
Have You Ever Seen the Rain?
Mange tolker denne smukke ballade som en sang om Vietnamkrigen, hvor regnen symboliserer bomberne. John Fogerty har dog senere forklaret, at sangen faktisk handler om den interne splittelse i bandet og den lurende opløsning, der truede, netop som de var på toppen af deres succes. Det er en sang om at miste glæden midt i succesen (“sun coming up on a rainy day”). Sangens emotionelle dybde og det fantastiske orgelarrangement gør den til en tidløs klassiker, der rører noget dybt i de fleste lyttere.
Born on the Bayou
Hvis man skal pege på én sang, der definerer genren “swamp rock”, så er det Born on the Bayou. Sangen åbner med en sumpet, forvrænget E7-akkord, der sætter en mørk og mystisk stemning. Fogertys vokal er ru og fuld af sjæl, når han synger om barndomsminder fra syden – minder, der som nævnt var ren fiktion, men leveret med en sådan overbevisning, at ingen tvivlede på ham. Det var ofte denne sang, bandet åbnede deres koncerter med, og det er let at forstå hvorfor.
Andre uundgåelige hits
Listen over fantastiske sange stopper ikke ved de fem ovennævnte. Kataloget er så dybt, at man let kunne nævne ti mere. Her er et hurtigt overblik over andre numre, der fortjener en plads på enhver playliste:
- Green River: En hyldest til barndommens ferier ved Putah Creek, der i sangens univers bliver til den mytiske Green River. Riffet er ikonisk og lyden er tør og stram.
- Up Around the Bend: Et af rockhistoriens mest energiske guitarriffs. Sangen er en invitation til at tage med på eventyr og efterlade bekymringerne.
- Who’ll Stop the Rain: Endnu en sang, der bruger vejrmetaforer til at beskrive en politisk og social situation. Den blev spillet på Woodstock og fanger stemningen af usikkerhed i slutningen af 60’erne.
- Travelin’ Band: Her hylder CCR deres rødder i 1950’ernes rock’n’roll med en lyd, der minder meget om Little Richard. Det er en tempofyldt sang om livet på landevejen.
- Lookin’ Out My Back Door: En mere finurlig og fantasifuld sang, der skiller sig ud med sin glade tone og surrealistiske tekst, som ifølge Fogerty var inspireret af Dr. Seuss og beregnet til hans søn.
Albummene der formede legenden
For at forstå dybden af Creedence Clearwater Revival, bør man ikke kun lytte til “Greatest Hits”-samlinger, selvom Chronicle, Vol. 1 er en af de bedst sælgende opsamlingsplader nogensinde. Deres studiealbums fra storhedstiden er utroligt konsistente. 1969 var et mirakuløst år for bandet, hvor de udgav hele tre albums: Bayou Country, Green River og Willy and the Poor Boys. Året efter, i 1970, udgav de Cosmo’s Factory, som mange anser for at være deres absolutte hovedværk. På dette album finder man en perfekt balance mellem de korte pop-rock hits og længere, mere eksperimenterende numre som den 11 minutter lange version af “I Heard It Through the Grapevine”.
Ofte stillede spørgsmål om Creedence Clearwater Revival (FAQ)
Her finder du svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål, som nye og gamle fans ofte stiller om bandet.
Hvorfor gik Creedence Clearwater Revival i opløsning?
Opløsningen skyldtes primært interne stridigheder om kreativ kontrol og økonomi. John Fogerty styrede bandet med hård hånd, skrev alle sangene og producerede pladerne. De andre medlemmer, især hans bror Tom Fogerty, ønskede mere indflydelse. Tom forlod bandet i 1971, og gruppen fortsatte kortvarigt som en trio, før de endeligt gik i opløsning i 1972. Dårlige kontrakter med pladeselskabet Fantasy Records førte desuden til årtier med juridiske slagsmål.
Skrev John Fogerty alle sangene selv?
Ja, John Fogerty skrev langt størstedelen af bandets originale materiale, herunder alle de store hits. På deres sidste album, Mardi Gras, delte de sangskrivningen mellem de tilbageværende medlemmer efter krav fra Cook og Clifford, men dette album betragtes generelt som deres svageste. Fogerty stod også for arrangementerne og havde en klar vision for, hvordan hver eneste instrument skulle lyde.
Hvad betyder navnet “Creedence Clearwater Revival”?
Navnet er sammensat af tre elementer: “Creedence” refererer til en ven af Tom Fogerty ved navn Credence Newball. “Clearwater” kom fra en tv-reklame for Olympia Beer, der priste deres “clear water”, men det havde også en klang af miljøbevidsthed. “Revival” signalerede bandets fornyede engagement og håb for fremtiden efter at have skiftet navn fra deres tidligere inkarnation, The Golliwogs.
Spillede de på Woodstock-festivalen?
Ja, CCR var faktisk det første store navn, der skrev kontrakt om at spille på Woodstock i 1969. Deres optræden fandt sted sent om natten, efter at Grateful Dead havde spillet et meget langt sæt, hvilket betød, at mange blandt publikum sov, da CCR gik på scenen. John Fogerty var utilfreds med koncerten og nægtede i mange år at lade optagelserne indgå i den officielle Woodstock-film og soundtrack.
Arven i populærkulturen og film
Det er næsten umuligt at se en amerikansk film om Vietnamkrigen eller 1960’erne uden at høre tonerne af Creedence Clearwater Revival. Særligt “Fortunate Son” er blevet en fast bestanddel af Hollywoods lydtapet, når helikoptere flyver over junglen i film som Forrest Gump. Men bandets appel rækker langt ud over krigsfilm. Deres musik besidder en tidløs kvalitet, der appellerer til både unge og ældre.
Grunden til, at CCR stadig er så populære i dag, skal findes i musikkens ærlighed. Der er ingen synthesizere eller moderne produktionstricks, der daterer lyden til en bestemt periode. Det er guitar, bas, trommer og en stemme, der lyder som sandpapir og honning på samme tid. John Fogertys evne til at skrive melodier, som alle kan nynne med på efter første lyt, kombineret med en rytmesektion (Cook og Clifford), der leverede et solidt og svingende fundament, skabte en opskrift, der er svær at slå.
Selvom brødrene Fogerty aldrig nåede at blive forsonet før Toms død i 1990, og selvom John Fogerty i mange år nægtede at spille sine egne CCR-sange på grund af bitterhed over pladekontrakterne, har musikken overlevet alt dramaet. I dag turnerer John Fogerty igen og spiller klassikerne med glæde, og nye generationer opdager til stadighed magien i den “choogle”-rytme, som kun Creedence Clearwater Revival kunne mestre.
