Da 90’ernes popbølge rullede ind over verden, var der især én gruppe, der definerede lyden af en hel generation. Med millioner af solgte albums, udsolgte verdensturnéer og en fanskare, der skreg højere end jetfly, sad gruppen tungt på musiktronen. Men som det ofte går i underholdningsbranchen, har medaljen en bagside. Succesens tinder blev for mange af medlemmerne afløst af personlige kampe, soloprojekter med varierende held, og en svær overgang fra teenageidoler til voksne mænd i en forandret musikindustri. Historien om, hvad der skete, da rampelyset dæmpedes, og hverdagen meldte sig, er en fortælling om både fald og genopstandelse. Her dykker vi ned i, hvordan livet formede sig for de enkelte medlemmer, efter den indledende mani lagde sig, og hvordan de har navigeret i deres karrierer og privatliv siden storhedstiden.
Fra verdensherredømme til nødvendig pause
For at forstå medlemmernes individuelle rejser, er det nødvendigt at se på det pres, de var under. I slutningen af 90’erne og starten af 00’erne arbejdede gruppen stort set non-stop. Efter udgivelsen af albummet Black & Blue og den efterfølgende verdensturné i 2001, var batterierne flade. Det var ikke blot fysisk udmattelse, men også en mental mæthed. De havde opnået alt, hvad der var muligt at opnå kommercielt, men bag kulisserne lurede problemer med management, retssager mod deres skaber Lou Pearlman, og interne spændinger.
Da gruppen besluttede at gå på en pause i starten af 00’erne, markerede det starten på en ny æra. For første gang i næsten et årti stod medlemmerne på egne ben uden maskineriet i ryggen. Denne periode blev laktesten for deres individuelle talenter og personlige styrke. Det var her, vi så, hvem der kunne omstille sig, og hvem der kæmpede med dæmonerne fra fortiden.
Nick Carter: Kampen mellem rampelys og mørke
Som gruppens uofficielle frontfigur og yngste medlem, hvilede der et enormt pres på Nick Carters skuldre. Hans liv efter den massive succes har været en af de mest offentligt dokumenterede rutsjebaneture. Nick forsøgte sig hurtigt med en solokarriere og udgav albummet Now or Never i 2002, som opnåede moderat succes, men aldrig nåede gruppens højder.
I årene der fulgte, blev Nicks privatliv ofte mere omtalt end hans musik. Han deltog i reality-programmet House of Carters, som blotlagde den dysfunktionelle dynamik i hans familie. Det var tydeligt for enhver, at succesen havde haft store personlige omkostninger. Nick har åbent fortalt om sine kampe med alkohol og stoffer, en kamp der førte til flere helbredsproblemer, herunder en diagnosticering med kardiomyopati.
På trods af disse udfordringer, har Nick formået at holde sig relevant. Han har udgivet flere soloalbums, deltaget i Dancing with the Stars, og har i de senere år fundet en mere stabil tilværelse som far og ægtemand, selvom juridiske kontroverser fra tid til anden har skabt overskrifter.
Brian Littrell: Troen som anker
Brian Littrell valgte en markant anderledes vej end Nick. Hvor Nick søgte pop-rock lyden og rampelyset i Hollywood, vendte Brian sig mod sine rødder i kirkemusikken. Efter gruppens pause dedikerede han sig til den kristne musikgenre (Contemporary Christian Music), hvor han fandt stor succes. Hans soloalbum Welcome Home fra 2006 solgte godt på de amerikanske kristne hitlister og viste en anden, mere personlig side af hans vokal.
Brians liv har dog ikke været uden alvorlige udfordringer. Han er født med en hjertefejl og har gennemgået åbne hjerteoperationer, hvilket har været en konstant påmindelse om livets skrøbelighed midt i stjernestøvet. I de senere år har Brian også kæmpet med en stemmelidelse (muskelspændingsdysfoni), der i perioder har gjort det svært for ham at synge live. Hans åbenhed omkring denne kamp i dokumentarfilmen Show ‘Em What You’re Made Of gav fans et indblik i den frustration, der følger med, når ens primære instrument svigter.
AJ McLean: En lang vej mod ædruelighed
For AJ McLean var tiden efter den første store succesbølge præget af en intens kamp mod afhængighed. Allerede mens gruppen var på toppen, blev AJ indlagt til behandling for alkohol- og stofmisbrug, hvilket var medvirkende til, at turnéer måtte udskydes. Efter succesen fortsatte denne kamp i mange år.
Musikalsk eksperimenterede AJ med alter-egoet “Johnny No Name”, hvor han udforskede en mere rocket og rå lyd, som han ikke kunne udleve i boyband-formatet. Selvom det aldrig blev en kommerciel landeplage, var det en vigtig kunstnerisk ventil for ham. I dag fremstår AJ som en af de mest reflekterede medlemmer. Han taler ofte offentligt om mental sundhed og vigtigheden af at søge hjælp. Han har deltaget i diverse tv-programmer og har lanceret en karriere inden for country-inspireret popmusik, samtidig med at han har fastholdt sin rolle i gruppen under deres store genforeninger.
Kevin Richardson: Den der forlod skuden – og vendte hjem
Kevin Richardson, gruppens ældste medlem, tog den mest drastiske beslutning af alle. I 2006 meddelte han officielt, at han forlod gruppen for at “komme videre med næste kapitel af sit liv”. Mens de andre fire fortsatte og udgav to albums uden ham, trak Kevin sig tilbage for at fokusere på sin familie og forfølge en skuespillerkarriere.
I sin tid væk fra pop-maskineriet opnåede Kevin succes på de skrå brædder, blandt andet i musicalen Chicago på Broadway. Hans fravær i gruppen var mærkbart, både vokalt og i gruppens dynamik. Fansene så derfor hans tilbagevenden i 2012 som den “ægte” genforening. Kevins historie viser, at det nogle gange er nødvendigt at træde helt ud af succesen for at kunne værdsætte den igen. I dag fungerer han ofte som gruppens rolige og jordnære midtpunkt.
Howie Dorough: Forretningsmanden i baggrunden
Ofte omtalt som den mest oversete sanger i gruppen, har Howie Dorough vist sig at være en yderst snu forretningsmand. Mens de andre kæmpede med personlige dæmoner eller helbredet, fokuserede Howie på at bygge en stabil fremtid. Han har investeret massivt i ejendomme og har opbygget et succesfuldt firma inden for ejendomsudvikling, som har sikret ham økonomisk uafhængighed langt ud over musikken.
Musikalsk har Howie også udgivet solo-materiale, herunder albummet Back to Me i 2011 og børnealbummet Which One Am I?. Howie har formået at balancere familielivet med en fortsat karriere i rampelyset uden de store skandaler, hvilket har gjort ham til en stabiliserende faktor internt i gruppen.
Det store comeback: DNA World Tour og Las Vegas
Selvom medlemmerne har haft hver deres individuelle rejser, er den fælles historie langt fra slut. Faktisk har gruppen oplevet en renæssance i de senere år, som de færreste havde forudset. Deres Las Vegas-residency, Larger Than Life, blev en af de hurtigst sælgende shows i byens historie og beviste, at nostalgi er en magtfuld valuta.
Udgivelsen af albummet DNA i 2019 sendte dem tilbage som nummer 1 på Billboard-listen – en bedrift der cementerede deres status som mere end blot et 90’er fænomen. Deres efterfølgende verdensturné var en af deres største nogensinde, hvor de spillede for udsolgte arenaer verden over. Det viser, at medlemmerne har formået at transformere deres fortidige succes til en bæredygtig nutidig forretning, hvor de styrer showet på deres egne præmisser.
Ofte stillede spørgsmål om gruppens historie (FAQ)
Herunder finder du svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål vedrørende medlemmernes karriere og privatliv efter storhedstiden.
Hvorfor forlod Kevin Richardson gruppen i 2006?
Kevin forlod gruppen, fordi han følte sig kreativt udtømt og ønskede at fokusere på at stifte familie samt prøve kræfter med skuespil. Han udtalte, at han ikke længere havde den nødvendige gnist til at indspille og turnere, og at det ville være uærligt over for fansene at blive. Han vendte tilbage permanent i 2012.
Hvem af medlemmerne har haft den største solokarriere?
Målt på kommerciel opmærksomhed og mediedækning har Nick Carter haft den mest profilerede solokarriere, selvom den har været turbulent. Brian Littrell har dog haft betydelig succes inden for den kristne musikgenre, hvor han har vundet priser og solgt godt. Ingen af medlemmernes soloprojekter har dog kunnet matche gruppens fælles succes.
Er gruppen stadig aktive i dag?
Ja, gruppen er i allerhøjeste grad aktiv. De turnerer stadig internationalt, udgiver ny musik og deltager i store events. De betragtes i dag som et “legacy act”, der både tiltrækker gamle fans og nye lyttere.
Hvad var striden med Lou Pearlman?
Lou Pearlman var manden, der sammensatte gruppen, men det viste sig senere, at han svindlede både dem og *NSYNC for millioner af dollars gennem en af de mest omfattende Ponzi-svindelnumre i musikbranchens historie. Medlemmerne sagsøgte ham for at få deres retmæssige indtjening og brød med ham i slutningen af 90’erne.
Fremtidsudsigter og betydningen for moderne popkultur
Ser man på musiklandskabet i dag, er det tydeligt, at medlemmernes rejse har banet vejen for, hvordan moderne popgrupper håndterer berømmelse og aldring. De har vist, at det er muligt at ældes med ynde i en ungdomsfikseret branche, så længe man er villig til at udvikle sig og være ærlig omkring sine op- og nedture. Deres evne til at forblive sammen – trods pauser, retssager og personlige tragedier – står i stærk kontrast til mange af deres samtidige kolleger, der for længst er gået i opløsning.
De har accepteret deres status som ikoner og omfavnet nostalgien uden at blive en parodi på sig selv. Medlemmerne har fundet en balance, hvor der er plads til soloprojekter, familieliv og andre interesser, samtidig med at “moderskibet” holdes sejlende. I en tid hvor streamingtjenester og sociale medier dikterer hits, har de formået at fastholde en fysisk og loyal fanbase, der er villig til at købe billetter år efter år. Det vidner om en kvalitet og en stamina, der rækker langt ud over hittet “I Want It That Way”. Deres historie er et bevis på, at succes ikke er en destination, men en vedvarende proces med konstant tilpasning.
